Webmercial

Reaktion på Henrik Føhns’ forespørgsel, og i tankerne et stykke tid:

Mennesker og medier:
I mennesker og medier fra den 2. september, diskuterer

“…Per Lyngby, formand for Danske Dagblades Forening, Bent Falbert, chefredaktør på Ekstra Bladet og Lars Bo Andersen, projektleder i analysefirmaet Explora“

avistid kampagnen. Der er afsat 45 millioner kroner til kampagnen. Hvorfor? Fordi dagbladenes oplag er faldet støt de seneste år.

Hvad er Avistid?:
Der er enighed i panelet, om at “avistid” er et genialt samlende koncept for kampagnen, fordi “at give sig selv tid” er en positiv livsstilsværdi som er i høj kurs. Teorien er, at hvis man kan koble de værdier (overskud/kvalitetstid) på avislæsning, ja så er det at købe og læse aviser, et signal til sig selv og omverden om at man…har styr på det.

Bent Falbert mener, at en avis er et genialt format (i modsætning til TV), fordi man selv bestemmer hvad man læse, og selv styrer det tempo man vil læse den i. Man har friheden til at læse selektivt.

Noget underligt noget:
Det hele er noget underligt noget, og lad mig fortælle hvorfor. Jeg er den ultimative avislæser, den reneste repræsentant for målgruppen man kan tænke sig. Jeg har abonneret på Politiken, Berlingeren, Information og Weekendavisen. Jeg elsker at læse Ekstra Bladet mens jeg venter på mine pommes-fritter. Jeg er informationshungrende i en nærmest sygelig grad.

Internettet:
Men (og det overrasker ikke nogen det her): internettet opfylder til fulde det behov. Især fordi jeg som alle andre mennesker, gerne vil have overflod, leveret direkte til min dør, gratis, i et format jeg helt selv bestemmer, og hvor der er mulighed for at føre en dialog med skribenten og de øvrige læsere, igen, uden at skulle anstrenge mig. Det eneste jeg savner er at læse det i et papirformat. Men det problem bliver løst inden længe. Snart kan jeg klikke lidt her og der, og hver morgen vil jeg få leveret den avis jeg sukker efter. Måske for 500 kroner om året. Med spiralryg. Og hvor der står at jeg er medredaktør.

Giv slip:
Hvis de forskellige chefredaktører kunne glemme deres jobbeskrivelser for en stund, orkede at sætte sig ind i hvordan informationer formidles på internettet, og gad at prøve at forstå hvad det er for et vanvittigt effektivt distributionsnetværk der etableres i skrivende stund, ville de skifte job lige på stedet.

Det er meget enkelt: der er ingen mennesker der vågner op, og siger til sig selv: “nu vil jeg gå ud og bruge penge på et dårligere produkt end det jeg har til rådighed gratis og som er bedre.”

Hvad er løsningen så?:: avishusene skal slippe alt hvad de har i hænderne, og tage ved lære at internettets succesfulde indholdsformidlere. De skal forstå hvad der er af forretningsmodeller i de forskellige distributionsmodeller, og sætte sig et glorværdigt, dristigt mål: at levere en gratis papiravis til deres læsere hver morgen, udelukkende med indhold som er efterspurgt af den enkelte læser. Det er der rigeligt med annoncekroner i (i form af kontekstuelle reklamer der lægger sig i forlængelse af det stofområde der allerede er på siden).

Verdens største encyklopædi – smidt i nakken:
Målet er egentlig ikke mere urealistisk end stifteren af internet-encyklopædien “wikipedia” Jimbo Wales’ vision: “To distribute a free encyclopedia to every single person on the planet in their own language” (tidligere citeret her på WBM). Det er vanvid efter enhver tidligere kendt målestok, men det virker altså fint. I dag.

En ny strategi:

• Find de aktive, indholdsproducerende netværk på internettet.
• Identificer læsernes behov og led dem til det interessante indhold (udover jeres eget).
• Skab et overblik over kvalitetsindhold.
• Reducer (udvid?) journalisterne til agenter for, og kommentatorer af forskellige genrer indenfor formidlinger af aktualitet.
• Be’ nogle programmører om at sætte et system op, der giver læserne mulighed for selv at sammensætte avisen.
• Find på en model der kan printe avisen ud og sende den, alt efter brugerens behov.
• Giv læserne alle de værktøjer i hånden de har brug for, for selv at skrive og medvirke til produktionen af avisen.
• Udnyt hæmningsløst alle de indholdsproducenter der skriger efter at blive publiceret af, og refereret til, af en seriøs organisation – vederlagsfrit.
• Giv folk mulighed for selv at sætte deres aftryk på deres avis, og giv dem mulighed for at distribuere den avis videre til deres egne netværk.

www.avistid.dk:

Lige nu er tilgangen det modsatte. Man forsøger at sælge og beskytte rettigheder til journalistik der umuligt kan konkurrere på internettets præmisser. Hjemmesiden ”avistid.dk” er et sørgeligt udtryk for den holdning. Den er kodet i et søgemaskinefjendtligt format, er blottet for interaktivitet (læseren kan hverken gemme, bookmarke eller gå i dialog med indholdet på sitet) og i stedet for at lede til diskussioner, flere vinkler, eller give mulighed for at gå i dybden med begrebet, fremstår det hele som et glittet postulat. Det er altså ikke det avislæsere efterspørger! Det havde været meget mere effektivt at lave en simpel side der linkede til steder hvor kampagnen diskuteres. Livsstilsværdier skifter som vinden blæser, og om et år vil man grine af dengang vi lagde så meget vægt på kvalitetstid i stedet for kvantitetstid. Eller noget.

45 millioner op i røg:
De 45 millioner er penge lige ud af vinduet. For en 1/3 del af beløbet kunne man have sammensat en avis der kunne 10 gange mere, ville være meget mere attraktiv for annoncører og som der rent faktisk er en efterspørgsel efter. Måske ikke i massivt målestok lige nu, men i en nær fremtid, hvor internettet findes overalt, distribueres på et utal af forskellige maskiner, og hvor flertallet af nuværende avislæsere har fundet ud af at det hele findes gratis på nettet. Det vi gerne vil betale for, er at få det pakket lækkert ind, at blive guidet, og at kunne udbrede det til vores egne netværk med vores individuelle aftryk på.