Jeg skal løbe marathon på søndag, og er ved at gå i panik. For ca. 1 måned siden løb jeg en halvmaraton på 1”50 hvilket var en super tid.
Der findes en tommelfingerregel om at en maraton er ens halvmarathon-tid x 2 + 20 minutter.
1”50 x 2 = 3”40 + 20 minutter = 4”00
Og det har hele tiden været mit mål. Da jeg var 19 løb jeg marathon på 4”04. Hvis jeg kan slå den tid, kunne jeg for sjov hævde at min fysiologiske alder er nær de 19 (mere end to årtier efter!).
Men: i min træning har jeg også været oppe at løbe 25, 26 og 30km. Faldt helt sammen ved 30km – og har slet ikke fantasi til at forestille mig hvordan jeg overhovedet skal gennemføre.
Jeg ved allerede nu at den store krise kommer når vi ankommer til Fælledparken indtil vi når til Nørrebrogade, 7 km senere, hvorfra der er direkte hjem. Der er jeg i psykisk ukendt territorie, vi skal hele vejen rundt om fælledparken, og er på det tidspunkt stadig på vej “væk”. I en tilstand af vrede, sorg, bitterhed, angst og resignation. Og skuffelse. Og depression. Og lidelse.
De 7 km vil på det tidspunkt nok tage ca. 45 min, som jeg har planlagt ved
- En lille pause lige ved de 30
- Start af 7kms playliste der skal løfte mig ud af helvedet.
- Drikke og spise
- Ny plaster på fødderne
- Bede børn og familie heppe på mig i fælledparken
De sidste to kilometer tæller jeg ikke med, fordi når jeg så langt, er der ingen tvivl om at jeg vil gennemføre.
Udover det har jeg planlagt fåretalg, at drikke rigeligt om morgenen. Og så ellers bare dukke op, følge 4”00 tidsholderne, følge med så længe jeg kan, og være klar til at tilgive mig selv når jeg må slippe dem. Realistisk bud på at komme i mål er nok 4”30.
Hvis jeg klarer den, vil jeg have revancheret mange års usund livsstil, og være 100% tilbage i livet, klar til at gå i gang med de helt store, heroiske projekter.