Webmercial

I Tristes Tropiques, af Claude Lévi-Strauss, fortæller forfatteren hvordan hans nærmeste hjælper (sent i forløbet på en ekspedition igennem Amazonas) pludselig begynder at skrive løs på en lap papir, selvom han ikke kan skrive. Tegnene på papiret er ren volapyk, der forsøger at efterligne håndskrift.

Lévi-Strauss er ekspeditionslederen, dannet, magtcentrum i det foretagende, og tager altså noter hele tiden, til brug i sin antropologiske forskning. Hjælperen, lokal og analfabet, tolker skriveriet som den mystiske og uforståelige aktivitet hvorfra Lévi-Strauss’ status udspringer. Den mimer han, i håb om at opnå samme fordele som sin leder, og dermed tilnærme sig magten.

I mine første universitetsår sidestillede jeg det at være dannet og lærd med det at være et godt menneske, indtil jeg igennem min læsning selvfølgelig opdagede at man sagtens kan være litteraturprofessor og et sadistisk svin eller digter og folkemorder samtidigt (eksempler næsten grebet ud af den blå luft).

Der er absolut intet påviseligt forhold mellem det at være dannet, og så det at være en mere frugtbar energi på jorden, end f.eks. Brian nede på Pingvinbodegaen, der gik ud af syvende klasse, og som pander folk ned for et godt ord “fordi han ikke har andre måde at kommunikere sine følelser på”.

Undertiden vikler jeg mig ind i dramatiske og følelsesmæssigt voldelige situationer med nære medmennesker, hvor den fælles sproglighed ingen problemer løser, hvor fintudviklet den end er. Selvom det er idealet.

“At tale sig til rette”
“At få sat ord på”

Vi tror der er tale om frugtbare meningsudvekslinger, dynamisk fremadskridende nuanceringer på vej mod et sprogligt ophøjet stade, som de involverede parter kan benytte som en glasklar, stabil, fællesreference man kan lave reelle aftaler ud fra.

Det sker undertiden at det hele er løgn, og hvis forsøget på at tale sig til rette blev set fra en marsmands perspektiv kunne det lige så godt opfattes som to menneskeaber der (som del af et tilbagevendene ritual) står og banker på deres brystkasser og hyler i vilden sky, indtil den ene lusker bort, og den anden bliver siddende med trofæet (bananer, en kæp, en skygge under træet?).

Paradoksalt nok, er det under sådanne meningsimplosioner og sproglige sammenbrud, at skriften går hen og bliver mit vigtigste værktøj. I et forsøg på at begribe situationen, skrives den igennem fra alle vinkler, fra alle retninger, forlæns og baglæns, helt ud til kvalmepunktets yderste grænse, indtil jeg fatter at det hele bare er lyde, tegn på et styk papir, ligegyldigheder i forhold til det der rent faktisk sker.

Det der rent faktisk sker, er at sproget har fungeret som fascinerende luftakrobatik der subtilt har fjernet fokus fra at den anden stille og rolig er ved at løbe af med bananen, kæppen, pladsen i skyggen.

Eller: ratioen mellem sætningerne “jeg hader dig” og “jeg elsker dig” i ethvert afsluttet menneskeligt forhold er ca. 1:1000.

Og det er jo afslutningen der tæller, det er den der er virkeligheden.