Webmercial

Der var godt gang i den i fredags, på Vesterbro. Produceren Romeo havde sat i værk at vi skulle vise Carmel det “rigtige Vesterbro”. Han havde sammensat et program der hed

Blomsten
McKluud
Libelle
Märkbar (som snart tager navneforandring til “Café Blogbar”)

Carmel er nemlig mest til de fine steder (Viktors, ZeZe osv), men nu skulle hun altså oplæres i den rå værtshuskultur der engang dominerede Vesterbro.

Aftenen kom til at forløbe en anelse anderledes.

Undertegnede, lykkelig for sit løbepas, cyklede ned på Blomsten (i forbifarten spottende Pollas på Enghave Plads). Omkring det bord der stod tættest på indgangen sad altså produceren Romeo, designeren Manfred, filmfotografen Jakub, flashprogrammøren Ezekiel, og to Værløse-rødder (med skaterfortid- udseende og værdier), Giacomo & Shamus. De havde været igang et godt stykke tid, fremgik det af samtaleemnerne, og måden hvorpå de blev debatteret.

“Romeo, hvor bliver damerne af?”
“Bark, han var supercool, det skider jeg på!”
“Jeg har krafteddermame aldrig tabt til dig i skak!”
“Er der flere damer på McKluud?”

Osv.

På et tidspunkt tikkede der en SMS ind fra Carmel, der fortalte at hun desværre ikke kunne komme. Vi besluttede os at holde fast i planen alligevel. På et tidspunkt andet stødte kortfilmsintruktøren Abraham og modefotografen Thorgeil til. Der var ikke plads ved bordet til dem, så de foreslog meget hurtigt at vi rykkede videre på McKluud.

Der var stuvende fuldt på McKluud, og fem minutter efter ankomst mødte jeg Zephi og hans venner der havde været til fernisering på Kopenhagen. Det fremgik at arrangøren af ferniseringen havde været lidt for liberal i sit indkøb af øl, hvilket afspejledes i Zephi og hans venners rødlige teint, sammenfaldne øjne, og slørede tale.

Zephi venter barn, og havde i den forbindelse en række spørgsmål til mig (der jo snart kan kaldes ekspert på området). Jeg fortalte ham at han nok skulle regne med at få en del at bestille, men at de små kræ jo er vidunderlige når det kommer til stykket.

Under samtalen, var flere i selskabet sevet ud af McKluud, og over til den nye cocktailbar på Enghaveplads (som iøvrigt havde været et varmt samtalemne hele aften). Zephi tog hjem, og efter at have udvekslet filmidéer besluttede Abraham, Thorgeil og jeg at følge trop. Vi efterlod Romeo, der var faldet i snak med to piger, oppe i baren. Han fik mig til at love at jeg ikke bare ville gå hjem, uden at vi havde snakket sammen først.

Det kom som noget af en overraskelse for os at der var kø, og dørmand på, til cocktailbaren (hvis navn jeg ikke kender, skiltningen består nemlig af “Boutique Louize”, navnet på den tidligere lejer). Løst anslået stod vi der i 20 minutter, og i den tid nåede vi naturligvis at fyre samtlige stå-i-kø-karl-smart-bemærkninger af. Bag mig stod min tidligere ven Absalon‘s kæreste Serafine, men vi hilste ikke, da der er dårlig blod imellem Absalon og jeg.

Da vi endelig kom ind, blev vi overvældet af et uset sammenrend af rockmusikere (Kashmir og Yellowbellies ihvertfald), flotte piger og filmfolk. Vi fandt Jakub og Manfred oppe ved baren, i samtale med dokumentaristen Vidette, og de spurgte straks om vi ikke skulle tage på Vega, for nu ville de altså danse. Det brokkede især jeg mig højlydt over. Efter at have fået frosset nosserne til drivis ude på Enghave Plads, mente jeg det kun var rimeligt vi blev lidt.

Manfred talte meget om Rocket Brothers med Vidette, hvorpå hun tog hans hånd, gik op til en af Kashmir-medlemmerne (som hun ikke kendte), og tvang ham til at fortælle dem hvor stor en fan af dem og filmen han var. Et kvarter senere kom han tilbage, meget beæret.

Så truffedes beslutningen om at tage på Vega, hvilket jeg nægtede at gøre, indtil det viste sig at de gjorde alvor af det, og var på vej ud af døren.

Jeg gad ikke være på Vega, listede ud af døren, købte en Shawarma og cyklede hjem.

De medvirkendes rigtige navne er ændret fordi det er lidt sjovere på den måde.