Jeg er begyndt at få alvorlig fnidder af de der quickpoll ting.

Hvad skal min kat hedde ?
Bliver det regnvejr imorgen ?
Synes du gul er en pæn farve ?
Jeg ved godt at internettet – som medie – henter sin styrke i det interaktive, i det at inddrage og engagere sin brugere. Internettet er på mange måder et folkeligt og demokratisk medie, og succeskriteriet for velbesøgte sites er bl.a. hvor meget to-vejs kommunikation sitet kan skabe, men nu må folk sgu’ snart styre sig !
Jeg synes det fornærmer min – og helt sikkert en masse andres – intelligens. Hvad kan vi bruge resultatet til ? Hvordan kan det være interessant at x procent mener at DK vinder.
Hvilket får mig til at tænke på:
Jean Baudrillard – som er et syrehoved i mange sammenhænge, men ikke lige denne – har fat i en meget væsentlig sandhed omkring meningsmålinger, især de politiske af slagsen. De foregøgler demokratisk debat, men har faktisk modsatte virkning. De tager nemlig brodden ud af enhver samfundskritik. Skåret lidt ud i pap: du er utilfreds med vor statsminister. Du har lyst til at gribe til handling, arrangere en demonstration, gå ind i politik måske. Med din aftenkaffe foran tv-avisen sidder du og skummer af raseri og gør dig disse tanker. Så ringer Sonar og spørger om din holdning til statsministeren. Du giver ham bundkarakter. Du får afløb for dine frustrationer. Dagen efter i avisen står der at hans popularitet er i bund. Han udtaler sig at han vil hanke op m.m. Du fryder dig – dér kan han bare se !
Men hvad er der sket rent politisk ? Intet.
Baudrillards pointe er at magteliten kun er interesseret i at flytte debatten over i dette simulakrum – et sted hvor der foregøgles politisk debat – men hvor alt bare imploderer.
Den politiske frustration skal væk fra gaderne og ind i tabellerne.
——
Udover det tror jeg Danmark vinder 3-0.