“The future is much like the present, only longer.”
Der venter et laaaaangt fladt terræn lige om hjørnet. For så er min (og mange andres) livslange fantasi om et individuelt og næsten gratis, komplet multimedialt afsendersystem og distributionssystem på plads. Dvs. en enkel metode til øjeblikkeligt at sende enten video, lyd, billeder eller tekst (eller kombinationerne af dem) afsted til en interesseret målgruppe, i sin egen stil.
Mine egne (ikke-)krav til indhold der produceres på den måde, er af det skal bestå af noget underdrejet, umiddelbart og uproduceret, som der ikke kan stilles høje forventninger til, og hvis anstrengelser kun ville kunne sammenlignes med en spillefilminstruktørs f.eks., efter et langt legende træk på mange, mange år. Altså den kunsteriske eller kommunikative værdi af den måde at kommunikere etablerer sig måske aldrig, og ihvertfald kun meget langsomt. Men processen er uendelig meget sjovere og berigende for alle, end det f.eks. er at skulle bruge fem frustrerende år på at pitche et filmmanuskript eller udkastet til en roman, til en masse sløve, usikre folk der vil have indflydelse undervejs.
Jeg skriver det, fordi al den omtale af weblogs, moblogs, wikier, podcasting og videoblogging – for de uindviede – kan virke som et sørgeligt symptom på en endeløs halsen efter at finde nye techtrends. Jeg tror det holder op snart. Jeg tror en helt grundlæggende form er ved at finde sig selv – og derfor er stemmerne i blogosfæren så maniske lige nu.
Tiden efter det, vil bestå af at arbejdet med at reducere antallet af klik for brugerne, og af de individuelle ‘casters’ arbejde med deres stemme, men så heller ikke meget mere. Det vil måske blive kaldt ‘omnicasting’ og blive omtalt på linje med TV og Radio. Hysteriet vil forstumme.
Medmindre der sker et eller andet helt skørt, og det bliver muligt at sende lugte, eller 3D-replikationer af udvalgte stykker virkelighed over nettet. Eller noget.
