Der går ikke særlig lang tid, før et eller andet whizzkid har kodet et wordpress plugin, der sørger for at udgive ens blogindlæg, på samtlige de weblogplatforme hvor man har en konto (ebblogs/urbanblog/avisen/mingler/blogbar/tomhed osv).
Når alle så har installeret det, kommer der én med et plugin, der signer én op automatisk. Og så bliver det nødvendigt at finde på noget nyt. Igen.
Den vakse læser, vil ha’ bemærket at der er blevet rodet lidt mere rundt med designet (K2 droppet!). Det er stadig en form for flad antidesign, men synes det ser… originalt ud. Det føles fleksibelt og fremtidsivrigt.Jeg ved ikke hvad et standardbudget er på sådan en gratisavis (50 millioner om året?), men kan altså ikke lade være med at tænke på, at man for det – eller et lignende beløb – fuldstændigt ville kunne monopolisere den danske nyhedsstrøm på nettet (og dermed få en stor del af de netbaserede annoncekroner).
Og så tror jeg at islændingene har bluffet, for at få alle de andre til at gå i krig med hinanden. Når slaget er overstået, kan de rykke ind med deres tropper. Ligesom i Risk.
Det sidste lange stykke tid, er jeg logget ind på herværende blogs admin-zone adskillige gange dagligt, for at fyre den max af med betragtninger om medier, publikationsmulighederne anno 2006, rapporter om alt det spændende jeg render rundt og “laver”, kærligheden til K og børnene, potentielle retssagsdramaer, fede film jeg har set, min fantastiske musikpusher, perlerækken af interessante projekter jeg er involveret i, hvor god en tid det er at lave business i, sladder, møder med mennesker der har fattet det big timea, hvad det egentlig har af konsekvenser, at man er ved at rykke hele baduljen over på nettet, lighederne mellem IT og botanik, gode råd til sammenbragte familier, hvor svært det er at bevare fokus i dette sitrende og ultradynamiske mulighedsfelt – osv.
Men: så er jeg blevet ramt af en eller anden tavshedsstråle i skrivecentret, og er efter en fem minutters stirren ud i luften, gået videre til at undersøge om der ikke var nogle nye fede plugins at installere (der er masser!), har kikket på wbm ud fra en helhedsbetragtning…og har altså været grundlæggende tilfreds, har givet slip, hvorefter jeg er vendt tilbage til arbejdet.
Konklusion: Tilfredshed er demotiverende.
Andet:
Det er rart at være tilbage ved terminalen, nu skal der arbejdes, samles op, tænkes innovativt, følges til dørs, udvikles, produktificeres, blogges, indkasseres og slettes spam.
Den sidste uge har vi brugt i København m. børnene, og det viser sig at det er en meget god by til netop det. Jeg kan anbefale:
- Bryggen – v. Islands Brygge. Havnebad, legepladser, græsplæner og god stemning. Crowded
- Amager Strandpark – perfekt badeforhold til de små
- Blågårds Plads – man kan sidde og drikke kaffe og læse avis mens de leger
- Dukketeatret i Kongens Have
- Enghave Plads – samme som pkt. 2
- Legepladsen på Wesselsgade
- Café Krudthuset – Københavns mest børnevenlige café. Lækker mad, græsplæne, legetøj, legerum på 1. sal. Puslebord. The works. 9 min fra Christianshavns Torv med bus 66.
Udover det har har følgende tanker udkystalliseret sig i sommervarmen:
- Saab’en bør sælges – men først når jeg har lavet mine saabcasts
- Det er ret utroligt som journalister kan misforstå webbloggings-dagbøger
- Bør skrive en liste omkring hvad det er ved børn der kan være så svært for os voksne at forstå og tackle (inkluderer ting som “gentagelser”, “at vælte glas på et bord”, “millimeterdemokrati”, “hakkeorden”, “datidsformer” m.m., coming up)
- Hvor fucking vigtigt det er at give 100% slip på arbejdet i en periode
- Vil ha’ en mobiltelefon der kan tage ordentlige billeder
Nogle glemmer, at alle de (nye) åndelige og menneskelige diskurser der er på vej ind i the corporate world, underordner sig den oldtudsegamle målsætning om øget produktivitet.
Bliver nød til at indrømme at jeg er sådan en slags overfladisk, manisk trendsniffer med et sygeligt behov for at publicere hvor det er muligt. Det er derfor nettet er så spændende, og derfor jeg prøver at bemægtige mig enhver ny kanal der dukker op. Webloggen gør det muligt at gøre alt det på sådan en – på indholdsplanet – løs måde. Den enkelte post kan godt være sjusket, bare der er en lind strøm af dem. Mobloggen må også godt være lidt ligegyldig, det er noget folk kigger på med sådan et dovent øje alligevel. Videobloggen er p.t. stadig innovativ nok til at den kan tåle at blive fyldt med crap (synes jeg). Overordnet ligger den (relative) positive kommunikationsværdi i at der sker noget, at sitet er dynamisk og bliver opdateret ofte.
Til gengæld er det tiltet fuldstændig med podcasts’ene (på beocast.dk og her). Det uproducerede virker ikke, når lydkvaliteten ikke er i top. Dårlig lyd er umulig at abstrahere fra. Det har taget lang tid at finde et teknisk setupa der var enkelt nok til at podcasts’ene formidlede noget umiddelbart, samtidig med at det lød ordentligt (det gør det ikke endnu). Og samtidig hæver folk som Rasmus Rasmussen, Jacob Bøtter og Henrik Føhns barren så meget, i deres evne til at lave interessante interviews, i et behageligt lydbillede og i velproducerede indslag, at egne bestræbelser i den retning bliver næsten pinlige.
Og så er det jeg får lyst til at strække våben. Men kunsten er ikke at producere flot (det tager tid fra det umiddelbare), men at finde en model hvor det er så nemt at skyde ting af, at man gør det rigtig tit. Og det sker kun ved at publicere, selvom det ikke er optimalt.
Løsning? Ny mikrofon, og en eller anden form for skabelon i et podproducer program, hvor jingles og grafik er lagt ind i forvejen. Og så en masse webudviklere der giver gratis løsninger fra sig, til at eliminere de klik der stjæler fra ens lyst til at bruge den overskydende energi på at løfte det på produktionssiden.
Knudret sætning. Eller: “Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt.”
Reaktion på Henrik Føhns’ forespørgsel, og i tankerne et stykke tid:
Mennesker og medier:
I mennesker og medier fra den 2. september, diskuterer
“…Per Lyngby, formand for Danske Dagblades Forening, Bent Falbert, chefredaktør på Ekstra Bladet og Lars Bo Andersen, projektleder i analysefirmaet Explora“
avistid kampagnen. Der er afsat 45 millioner kroner til kampagnen. Hvorfor? Fordi dagbladenes oplag er faldet støt de seneste år.
Hvad er Avistid?:
Der er enighed i panelet, om at “avistid” er et genialt samlende koncept for kampagnen, fordi “at give sig selv tid” er en positiv livsstilsværdi som er i høj kurs. Teorien er, at hvis man kan koble de værdier (overskud/kvalitetstid) på avislæsning, ja så er det at købe og læse aviser, et signal til sig selv og omverden om at man…har styr på det.
Bent Falbert mener, at en avis er et genialt format (i modsætning til TV), fordi man selv bestemmer hvad man læse, og selv styrer det tempo man vil læse den i. Man har friheden til at læse selektivt.
Noget underligt noget:
Det hele er noget underligt noget, og lad mig fortælle hvorfor. Jeg er den ultimative avislæser, den reneste repræsentant for målgruppen man kan tænke sig. Jeg har abonneret på Politiken, Berlingeren, Information og Weekendavisen. Jeg elsker at læse Ekstra Bladet mens jeg venter på mine pommes-fritter. Jeg er informationshungrende i en nærmest sygelig grad.
Internettet:
Men (og det overrasker ikke nogen det her): internettet opfylder til fulde det behov. Især fordi jeg som alle andre mennesker, gerne vil have overflod, leveret direkte til min dør, gratis, i et format jeg helt selv bestemmer, og hvor der er mulighed for at føre en dialog med skribenten og de øvrige læsere, igen, uden at skulle anstrenge mig. Det eneste jeg savner er at læse det i et papirformat. Men det problem bliver løst inden længe. Snart kan jeg klikke lidt her og der, og hver morgen vil jeg få leveret den avis jeg sukker efter. Måske for 500 kroner om året. Med spiralryg. Og hvor der står at jeg er medredaktør.
Giv slip:
Hvis de forskellige chefredaktører kunne glemme deres jobbeskrivelser for en stund, orkede at sætte sig ind i hvordan informationer formidles på internettet, og gad at prøve at forstå hvad det er for et vanvittigt effektivt distributionsnetværk der etableres i skrivende stund, ville de skifte job lige på stedet.
Det er meget enkelt: der er ingen mennesker der vågner op, og siger til sig selv: “nu vil jeg gå ud og bruge penge på et dårligere produkt end det jeg har til rådighed gratis og som er bedre.”
Hvad er løsningen så?:: avishusene skal slippe alt hvad de har i hænderne, og tage ved lære at internettets succesfulde indholdsformidlere. De skal forstå hvad der er af forretningsmodeller i de forskellige distributionsmodeller, og sætte sig et glorværdigt, dristigt mål: at levere en gratis papiravis til deres læsere hver morgen, udelukkende med indhold som er efterspurgt af den enkelte læser. Det er der rigeligt med annoncekroner i (i form af kontekstuelle reklamer der lægger sig i forlængelse af det stofområde der allerede er på siden).
Verdens største encyklopædi – smidt i nakken:
Målet er egentlig ikke mere urealistisk end stifteren af internet-encyklopædien “wikipedia” Jimbo Wales’ vision: “To distribute a free encyclopedia to every single person on the planet in their own language” (tidligere citeret her på WBM). Det er vanvid efter enhver tidligere kendt målestok, men det virker altså fint. I dag.
En ny strategi:
www.avistid.dk:
Lige nu er tilgangen det modsatte. Man forsøger at sælge og beskytte rettigheder til journalistik der umuligt kan konkurrere på internettets præmisser. Hjemmesiden ”avistid.dk” er et sørgeligt udtryk for den holdning. Den er kodet i et søgemaskinefjendtligt format, er blottet for interaktivitet (læseren kan hverken gemme, bookmarke eller gå i dialog med indholdet på sitet) og i stedet for at lede til diskussioner, flere vinkler, eller give mulighed for at gå i dybden med begrebet, fremstår det hele som et glittet postulat. Det er altså ikke det avislæsere efterspørger! Det havde været meget mere effektivt at lave en simpel side der linkede til steder hvor kampagnen diskuteres. Livsstilsværdier skifter som vinden blæser, og om et år vil man grine af dengang vi lagde så meget vægt på kvalitetstid i stedet for kvantitetstid. Eller noget.
45 millioner op i røg:
De 45 millioner er penge lige ud af vinduet. For en 1/3 del af beløbet kunne man have sammensat en avis der kunne 10 gange mere, ville være meget mere attraktiv for annoncører og som der rent faktisk er en efterspørgsel efter. Måske ikke i massivt målestok lige nu, men i en nær fremtid, hvor internettet findes overalt, distribueres på et utal af forskellige maskiner, og hvor flertallet af nuværende avislæsere har fundet ud af at det hele findes gratis på nettet. Det vi gerne vil betale for, er at få det pakket lækkert ind, at blive guidet, og at kunne udbrede det til vores egne netværk med vores individuelle aftryk på.
