En af de store ulemper ved vor tid, er konstant at få skulle blive udsat for ordsammenstillingen
“gå-hjem-møde om sociale medier”
En af de store ulemper ved vor tid, er konstant at få skulle blive udsat for ordsammenstillingen
“gå-hjem-møde om sociale medier”
Web design is the creation of digital environments that facilitate and encourage human activity; reflect or adapt to individual voices and content; and change gracefully over time while always retaining their identity.
Min oversættelse:
Webdesign er skabelsen af digitale miljøer, der fremmer menneskelig aktivitet og opmuntrer til den; der afspejler – eller tilpasser sig til – personlige stemmer og personligt indhold; der let og elegant formår at ændre sig over tid, samtidig med at de bevarer deres identitet.
Ud fra den definition, burde du selv kunne konkludere hvad formålet med et webdesign ikke er. Samt forstå den styrke, handlekraft og frihed der ligger i at omfavne mediets begrænsninger. Og omvendt, hvor dyrt det risikerer at blive, hvis du tror at webdesign handler om noget som helst andet.
I den optik, og for at ekko’e Jeffrey Zeldman, er Douglas Bowmans “minima” udtryk for rigtig god webdesign.
Til ønskelisten:
Hot på Podden lige nu:
Praktisk:
Fremtiden:
Fra vores egen verden:
Det var vist det. For gamle dages skyld, to gamle links der tit har rumsteret i baghovedet siden jeg opdagede dem for seks år siden: The Vice Fund og Tired.com.
Lige siden jeg blev sådan ca. 18, er jeg regelmæssigt blevet overrumplet over hvor dårligt venstre-højre/progressiv-reaktionær/liberal-venstreorienteret begrebsparrene beskriver virkeligheden. Vi bruger disse til at navigere og handle i det politiske liv, og tyngdepunktet i vores forståelse er altid, at de venstreorienterede ønsker mere stat, og at liberalisterne ønsker mindre. Ud fra det enfoldige udgangspunkt, gør vi en lang række andre automatiske associationer, der slet ikke stemmer overens med politisk praksis, og som fuldstændig forvrænger vores opfattelse af hvilke interesser politikere i virkeligheden repræsenterer.
Hvis jeg havde tid til det, ville jeg argumentere pænt og sagligt for, at det er fucking latterligt, og at de kristnes værdikamp tager afsæt i en tankeverden der burde forbeholdes børn op til 10 års alderen, selvom det er endnu mere tåbeligt at kaste sten i hovedet på folk, formulere sig dårligt, og ikke gide være med i den glade, produktive arbejdsstyrke der sikrer velfærd til alle.
Det må blive en anden god gang.
- Når man retter en fejl, laver man en ny
- Det er nemt nok at bruge det, hvis man ved det. Hvis man ikke ved det, er det svært at bruge, uanset hvor nemt det er når man har fundet ud af det.
- Det er vigtigere at vide hvad man vil, end at kunne det før man laver det.
- Hvis man ikke elsker at lave det man laver, kan man være sikker på, at det bliver af dårlig kvalitet
- Indenfor rammen “at flytte bits og bytes på en skærm”, kan alting lade sig gøre
- Processer der skal gentages er brugerens største fjende. Eller: Det er bedre at lave et enfoldigt produkt der kun kræver et klik, end et funktionsrigt produkt der kræver mange (ensartede) klik
- Det gode produkt træffer beslutninger på brugerens vegne
- Effektivitet, produktivitet og disciplin udspringer af kærlighed til sit arbejde, og intet andet.
- Det er mere meningsfuldt at måle i dedikation, end i timeforbrug
Hvis der er en ting jeg hader, så er det ikke at folk “leger politimand“, men at de siger at “de hader at lege politimand“. De er jo politimænd uanset hvordan de vender og drejer det, og det er OK, for dem er der også brug for en gang i mellem. Så næste gang skal du bare sige:
Er du ikke sød at rydde op efter dig?
i stedet for:
Jeg er ret træt af, at det altid er mig der skal rende rundt og lege politimand og slå folk i hovedet med alt muligt, men er du altså ikke sød at rydde op efter dig?
Alle de der forbehold udhuler budskabet helt vildt.
Synes det er lidt i samme liga som at bruge vendingen “det er jo sund fornuft“. Hvis det var sund fornuft, var der ingen grund til at sige at det var det.
Hvis der er en ting jeg hader, sÃ¥ er det ikke at folk “leger politimand“, men at de siger at “de hader at lege politimand“. De er jo politimænd uanset hvordan de vender og drejer det, og det er OK, for dem er der ogsÃ¥ brug for en gang i mellem. SÃ¥ næste gang skal du bare sige:
Er du ikke sød at rydde op efter dig?
i stedet for:
Jeg er ret træt af, at det altid er mig der skal rende rundt og lege politimand og slå folk i hovedet med alt muligt, men er du altså ikke sød at rydde op efter dig?
Alle de der forbehold udhuler budskabet helt vildt.
Synes det er lidt i samme liga som at bruge vendingen “det er jo sund fornuft“. Hvis det var sund fornuft, var der ingen grund til at sige at det var det.