Webmercial

Er i møghumør.

1) Tiscali Adsl forbindelse nede 78% af tiden.
2) Forkølet.
3) Hjemmet er et kaos pga. “bankevægned” projekt.
4) Computerne på kontoret går ned for et godt ord.
5) Rune har smidt sin mobiltelefon væk.
6) Siska har været meget pirrelig idag.
7) Det pisser ned på den ufede måde.
8) Venter på en e-mail men den kommer ikke.
9) Der ligger tonsvis af åndssvage kuverter der skal tages stilling til men orker ikke kigge på det, pga. pkt 1,2,3,4,5,6,7 og 8.

På det her tidspunkt, for ca. 15 år siden, flyttede jeg til Danmark. Jeg dumpede 1g i Schweitz, havde udsigt til 4 år til på en møgskole, var utilpas ved stort set alting, og tænkte at løsningen ville være at flytte til DK. Der blev holdt en afslutningsfest for vores klasse hjemme hos Catherine Vouga, og jeg skulle sige farvel til klassekammerater igennem 4 år. Hendes forældre boede i et stort hus, vi hørte Dire Straits, sad omkring et bål i en have der var på størrelse med en frugtplantage. Fransklæreren, Jean – Francois Truant, charmede Anne-Laure og Melanie virtuost og selvsikkert. Jeg hadede ham, fordi jeg var forelsket i dem begge. Jeg var for usikker til at gøre noget ved det.

Aftenen endte med at min bedste ven Dimitri Jaworski gennemgik en besynderlig personlighedsændring. Han troede han var djævlen, på en eller anden syg måde lod han som om han var blevet besat, han growlede og udspyede latinske sætninger, med fråde om munden.

Først prøvede Melanie og Anne-Laure at tale ham til ro – han slog ud efter dem (han var også forelsket i dem!) – og det endte med at vi sad fire folk ovenpå ham.

Så kom ambulancen og hentede ham.

Dagen efter kørte min mor og jeg til Danmark. Jeg husker varme tyske motorveje, skilte med Basel, Frankfurt, Hamborg og “Brothers in Arms” der kørte på repeat. På en rasteplads ringede jeg til Christian Favre for at spørge til hvordan det gik med Dimitri. Han havde det fint, kunne ikke huske noget fra aftenen før og Christian og jeg blev enige om at det hele var et desperat stunt for at tiltrække opmærksomhed.

Senere kom resten af familien til DK for at holde deres sommerferie, og i August begyndte jeg på kostskole.

Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig er kommet i tanke om alt det.

Måske er det varmen.

Heldigvis ligger jeg ikke under for sådan noget mere. I en alder af 33 blev jeg nemlig den første i hele verden der udrettede at være ligesom mig og ingen andre.

Følgende vitale sites har vist svaghed denne weekend:
- Flashkit (spækket med døde links, langsomt og fuld af grimme fejl).
- Netcomments (server nede 75% af tiden).
- Google: Først tager den 7 lange år om at indeksere webmercial, for så at give slip igen, 24 timer efter.
- Chart.dk: Server 100% nede.

Når man sidder med tømmermænd fra den vådeste 30 års fødselsdag i nyere tid, virker det som om internettet selv har tømmermænd, eller er blevet til en direkte projektion af min indre tilstand.

[Fødselsdagen: blev anledningen til - for en masse venner - at konfrontere hinanden med frustrationer ophobet igennem længere tid. Ligemeget hvem jeg talte med var det tid for en "alvorlig snak", der skulle redes tråde ud, og aftenen gik hen og blev en opslidende eksistentiel debatmaraton. Jeg initierede selv en del af de samtaler. Men søndagen gik med at bekæmpe tømmermænd, og prøve at få et tag på de ting der blev sagt. Og jeg spørger migselv: Hvorfor kan vi ikke bare alle flytte i biodynamisk kollektiv på Omø og være stolte arbejdsmænd med røde kinder og barkede næver, der sidder foran pejsen om aftenen med hver vores pibe, og nikker tavst - men hjerteligt - til vore børn og hinanden. Måske tager én sin harmonika frem og spiller en melankolsk hjemstavnsvise].