I sommeren 1984 (da jeg var 15 år gammel og fodboldfanatiker) så jeg et billede på en avisforside, af en lykkelig og stolt Manchester United træner Ron Atkinson – der byder en grinende Jesper Olsen velkommen til klubben. Det billede har jeg tænkt på hele dagen.
Der er sådan en sygdom blandt folk der arbejder med teknologi (læs mænd der arbejder med at slibe økser til bjørnejagt), som går ud på at de ikke kan udtrykke sig i teknologien før den er perfekt. P.t. er jeg ved at lægge sidste hånd på en videoløsning, og aflevering af WordPress sites der er maxet helt ud sådan rent designmæssigt og feature wise. Så jeg har selvfølgelig sagt til mig selv, at jeg vil vente med at udgive ‘ordentligt’ til jeg fik redesignet Webmercial, og taget den nye videoløsning i brug.
Sidste år gik forskellige projekter dårligt delvist grundet egen inkompetence, delvist grundet noget avis-skabt recession, og det har heller ikke hjulpet meget på min trang til at skrive noget som helst, heller. Men: nu er vi i ’09, som er et dejligt sted at være, og alle manøvrerne sidst på året fik ferrarien tilbage på motorvejen. Sådan går det op og ned og frem og tilbage.
Diverse:
I morgen skal jeg tale om “Viral distribution”:
Nåh. Tak for jeres stemmer. Det havde været nok at kun én af jer stemte på dette indlæg – det havde givet samme resultat, men det er der jo ikke noget at gøre noget ved nu. Før vi går til biddet vil jeg lige orientere jer om hvad I er gået glip af:
“Kognitiv Kollaps:” Om hvordan man kan være velfungerende på stort set alle områder, men når det f.eks. gælder at aflevere biblioteksbøger el. blockbuster-videoer, at være lige så hjælpeløs som en multihandikappet i beskyttet bolig. Et forsøg på at indhente neurologiske, psykologiske og kognitive forklaringer på et problem, som overraskende mange mennesker går med og som næsten endnu flere lukrerer på.
“Jeg er tautolog”: Om hvordan man overraskende ofte kan regne folk ud, uden brug af dybdepsykologi, ved blot at kikke på et mønster i deres dagligdagshandlinger. Fiktivt eksempel: “Han bliver altid nød til at arbejde sent, hvilket går ud over hans samvær med sin familie” = “Han prøver at undgå samvær med sin familie ved at bruge arbejdet som undskyldning”. Og så stiller man egentlig bare spørgsmålet: “Hvad er det for en drift han kan udleve dér som familien ikke tilfredsstiller eller ikke er gearet til at rumme?” Svær post.
“7 råd til min chef“: Allerede udgivet. Havde jeg ikke lige tjekket, kunne dog godt skrives lidt ud.
- Er der noget du fortryder?
- Nej, jeg ville gøre det hele om igen. Je ne regrette rien!
Det er vi nød til, fordi vi kun kan fungere som mennesker ved at efterrationalisere. At skulle konfrontere sig selv med sine fejlvalg, ville resultere i et øjeblikkeligt sammenbrud. Så derfor prøver vi at forkrome alternativet lidt. Det er sludder og vrøvl, og jeg kan komme på de første 10 alvorlige ting jeg ville gøre HELT om.
“Motivanalyse vs. logik”: Voldsomt udfald mod den dominerende journalistiske trend at formidle og tolke enhver politisk handling som led i en overordnet strategi (“Han går i krig for at stive sit image af indenrigspolitisk”, i stedet for bare en gang i mellem, at anvende logik på udsagn (“Begrundelsen for den beslutning giver ikke logisk mening, kan du uddybe?”)
“At være sig selv”: Den mest åndssvage og ubrugelige sætning der findes i det danske sprog. Vi skal ikke være os selv! Vi skal være anderledes og bedre og dygtigere end os selv! Forestil jeg en massemorders veninde sige: “Du skal bare være dig selv”.
“Min far, katastrofeekspert”: er det rimeligt at kritisere ens fars evner som far (som voksen), når han i det store regnskab har reddet tusindevis af børns liv i kraft af sit arbejde. Er det ikke lidt forkælet?
“Postmortem plugin”: idé til et plugin der udgiver kladder og fortrolige tekster, efter man er død. Den dag man holder op med at svare på en årlig “er du i live?”-mail, begynder webloggen at udgive kladder og private tekster, ugentligt. Man lever ligesom videre i lang tid på bloggen samtidig med at man skaber en masse ravage. Kombineret med noget tidsløs, statsfinansieret guldhosting.
“Monsieur Lecour på overtid”: forsøg ud i en improviseret og lettere sort actionpacked fortælling med overtoner af mystik og kulstøv og gråvejr. Tardi-inspireret. Bliver aldrig til noget og helt ulæseligt.
I al sin enkelhed lød kladden på:
“Efter mange års tilløb er det endelig lykkedes mig, at blive medlem af den eksklusive klub af jubeloptimistiske, stressede (og efterspurgte) IT-leverandører der ikke leverer til tiden, og som kræver flere midler end oprindeligt aftalt.“
Og:
Så det. Afmytologisering er det sværeste ved at blive ældre.
[poll id="3"]
Der er ikke sket det store på nettet det sidste stykke tid (udover top-99 sagen selvfølgelig), men lidt har også ret:
Reklamer:
Brugergenereret:
Ulykke i moderniteten og videnskab:
Jeg har længe troet at jeg var titan, ildbringer, usårlig og total verdensmester (dér). Pluskæbet New Media Elitesoldat. Jonglør og trampolinspringer i ét (med duracellbatterier i røven). Evigt ung, et uudtømmeligt kar af sprudlende idéer. Enmandshær og playmaker. Alkærlig og opmærksom fader, sød kæreste, viril elsker og en knag af en kammerat. Finansguru med adoniskrop, svøbt i en gylden aura af følsom akademiker.
Før – og lidt inde i – ferien måtte jeg sande det ikke helt er tilfældet. Kom grundlæggende tll at love for meget hele vejen rundt, sige “JA, NO PROBS!” et par gange for meget, hvilket satte mig i en situation hvor det tikkede ind med katastrofe SMS’er fra arbejdet om sites der var nede, samtidig med at jeg blev nød til lige at følge et par vigtige deadlines til dørs over mailen, frustreret over applikationer der ikke var blevet kodet færdigt som lovet, med lækre projekter i hænderne som der ikke havde været tid til at gøre noget ved, afgørende økonomiske forhandlinger der måtte forlades i utide, og drænet for energi af en langtrukken ansættelsesproces. Det hele iblandet en nagende, ond samvittighed over alle de venner som jeg ikke havde kunnet møde i lang tid, bunken af ubesvarede mails og invitationer til dette og hint som jeg ikke aldrig fik svaret på, hjernen arbejdende på højtryk med hvordan pokker jeg skulle finde tid til at blive en supertjekket podcaster, videopodcaster og globalt citeret weblogger.
Alt i mens fire børn løb omkring mig, fanget i en cirkel af halvpakkede tasker, med biludlejningsfirmaer i mobilen (for at finde en Honda CR-V til Sverigesturena), og nervøs over om vi kunne finde nogen til at passe katten.
Så slog det mig: jeg er ingen af delene deroppe, og den eneste måde at slippe ud af løgnen på, ville være at planlægge tusind gange bedre end jeg har gjort det indtil nu, med dobbelt op på tidsmomsen, og påtage mig samme negative attitude som en række respekterede professionelle, som jeg har set gå på en god og lang ferie med god samvittighed, og som desuagtet langsomt og sikkert får skabt noget af værdi.
Derfor har jeg valgt at foretage en komplet personlighedsændring: fra nu af vil jeg være en grå, nålestribet motherfucker hvis eneste ansigt udadtil, er det der siger “desværre, det kan ikke lade sig gøre“.
For den situation orker jeg ikke igen. Så må vi se hvad der sker.
Lige siden jeg blev sådan ca. 18, er jeg regelmæssigt blevet overrumplet over hvor dårligt venstre-højre/progressiv-reaktionær/liberal-venstreorienteret begrebsparrene beskriver virkeligheden. Vi bruger disse til at navigere og handle i det politiske liv, og tyngdepunktet i vores forståelse er altid, at de venstreorienterede ønsker mere stat, og at liberalisterne ønsker mindre. Ud fra det enfoldige udgangspunkt, gør vi en lang række andre automatiske associationer, der slet ikke stemmer overens med politisk praksis, og som fuldstændig forvrænger vores opfattelse af hvilke interesser politikere i virkeligheden repræsenterer.
- hvordan får vi det til at hænge sammen?
Det skal jeg udtale mig om til regeringens familiekommission/udvalg/undersøgelsessekretariat (fik desværre ikke fanget nøjagtigt hvad de hed) i næste uge, PÅ VIDEO!
De sagde de havde valgt at tale med mig, fordi jeg både kan li’ mit arbejde og har en masse børna (åbenbart en sjælden kombination?)
Kalder min kæreste den slags mennesker, som er søde og rare og vigtige at kende, men som efterlader én drænet for energi, i flere dage efter man har mødt dem. Man kan ikke sætte fingeren på hvad der forårsager trætheden, og det er højst sandsynligt ikke deres skyld.
Mit eneste bud, er at man i deres selskab, prøver at være noget end end den man er (uden at vide det), og at det altså efterfølgende koster en masse underbevidst afkrypteringsarbejde der går ud på at finde ud af, hvorfor man overhovedet mødes med dem, den krampagtige umulighed af at afslå deres selskab (“Kan desværre ikke se dig mere fordi du er en energivampyr, du er en super person, men det koster mig altså for meget at se dig…” -> kan man jo ikke tillade sig at sige) og alle mulige andre overvejelser over hvem man egentlig er, at man synes deres selskab er nødvendigt trods alt.
Ved kun, at det ville øge min produktivitet med ca. 14% over hele linjen, hvis jeg kunne lære at undgå dem.