Webmercial

Jeg har længe troet at jeg var titan, ildbringer, usårlig og total verdensmester (dér). Pluskæbet New Media Elitesoldat. Jonglør og trampolinspringer i ét (med duracellbatterier i røven). Evigt ung, et uudtømmeligt kar af sprudlende idéer. Enmandshær og playmaker. Alkærlig og opmærksom fader, sød kæreste, viril elsker og en knag af en kammerat. Finansguru med adoniskrop, svøbt i en gylden aura af følsom akademiker.

Før – og lidt inde i – ferien måtte jeg sande det ikke helt er tilfældet. Kom grundlæggende tll at love for meget hele vejen rundt, sige “JA, NO PROBS!” et par gange for meget, hvilket satte mig i en situation hvor det tikkede ind med katastrofe SMS’er fra arbejdet om sites der var nede, samtidig med at jeg blev nød til lige at følge et par vigtige deadlines til dørs over mailen, frustreret over applikationer der ikke var blevet kodet færdigt som lovet, med lækre projekter i hænderne som der ikke havde været tid til at gøre noget ved, afgørende økonomiske forhandlinger der måtte forlades i utide, og drænet for energi af en langtrukken ansættelsesproces. Det hele iblandet en nagende, ond samvittighed over alle de venner som jeg ikke havde kunnet møde i lang tid, bunken af ubesvarede mails og invitationer til dette og hint som jeg ikke aldrig fik svaret på, hjernen arbejdende på højtryk med hvordan pokker jeg skulle finde tid til at blive en supertjekket podcaster, videopodcaster og globalt citeret weblogger.

Alt i mens fire børn løb omkring mig, fanget i en cirkel af halvpakkede tasker, med biludlejningsfirmaer i mobilen (for at finde en Honda CR-V til Sverigesturen^a), og nervøs over om vi kunne finde nogen til at passe katten.

Så slog det mig: jeg er ingen af delene deroppe, og den eneste måde at slippe ud af løgnen på, ville være at planlægge tusind gange bedre end jeg har gjort det indtil nu, med dobbelt op på tidsmomsen, og påtage mig samme negative attitude som en række respekterede professionelle, som jeg har set gå på en god og lang ferie med god samvittighed, og som desuagtet langsomt og sikkert får skabt noget af værdi.

Derfor har jeg valgt at foretage en komplet personlighedsændring: fra nu af vil jeg være en grå, nålestribet motherfucker hvis eneste ansigt udadtil, er det der siger “desværre, det kan ikke lade sig gøre“.

For den situation orker jeg ikke igen. Så må vi se hvad der sker.

1. 3 sæder foran, 3 sæder bagi [↩]