Kim Elmose fortæller om Politikens kommende blogløsning. Fantastisk.
-
Arkiver
| Mon | Tue | Wed | Thu | Fri | Sat | Sun |
|---|---|---|---|---|---|---|
| « Jan | Mar » | |||||
| 1 | 2 | 3 | 4 | |||
| 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 |
| 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 |
| 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 |
| 26 | 27 | 28 | ||||
Den største kulturbegivenhed nogensinde i DK, bliver Outgames i 2009 (via flyguys).
En af mine kollegaer, fortalte at han havde hørt, at heteroseksuelle også gerne må stille op, og det synes jeg også der står i wikipedia-artiklen.
Hvilket efterlader mig en kende…perpleks. Olympiske lege for homoseksuelle, hvor heteroseksuelle også må være med. Øh?
Software is hard | Salon Books
it is basically an attempt to answer the question: “Why is writing software so hard?”
Sjov artikel om generalisering/induktion
Min 3-årige søn nyder at få fortalt et par SuperSilas historier, når han skal puttes. I al beskedenhed, synes jeg også, at jeg har fundet en effektiv skabelon, der gør det nemt for mig at variere historierne, med samme kluklattervækkende resultat hver gang.
Here goes:
1: Der var en gang en __ der skulle til __ i et helt fremmed land (kina/frankrig/nordpolen) sammen med sin baby, for at besøge et familiemedlem.
2: Men så går transportmidlet (båd, flyver, bus, tog, motorcykel) i stykker (pga. uheld eller nogen “onde” der vil stjæle noget fra hovedpersonen). Der er altid noget ild eller noget vand på spil, i de her situationer.
3: Hovedpersonen er strandet in the middle of nowhere og ved ikke hvad han/hun skal stille op, indtil han/hun kommer i tanke om en lille dreng der hedder SuperSilas (ofte er det en tredjepart der spørger hovedpersonen, hvorfor han/hun ikke tilkalder SuperSilas).
4: Ved et eller andet vanvittigt svineheld, så er SuperSilas i nærheden (altid på en slags bustur) med sine venner Tarzan, Spiderman og nogle gange SuperSiska.
5: Hovedpersonen stiller sig op på det højeste mulige punkt, og råber:
“Suuuuuuuuuuuuuuuuper Silaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaas, hjæææææælp, vores båd/bil/mortorcykel er gået i stykker, og vi skal bruge din hjæææææææææælp“
6: SuperSilas hører at nogen har brug for hans hjælp – og ham og hans venner slipper alt hvad de har i hænderne, og suser (flyver?) – pffft, pffffft, pffffft – hen til den nødstedte (Tarzan svinger sig i lianer, selvsagt).
7: SuperSilas spørger: “Hvad er der galt?, vi kunne høre du råbte”, og hovedpersonen svarer “Vores bil/båd/motorcykel er gået i stykker og vi skal bruge din hjælp!” (det har vi lissom fået at vide fire gange nu, men den går rent ind hver gang).
8: SuperSilas og hans slæng tager affære, de flyver ind til omkringliggende byer, og skaffer det der skal bruges for at reparere transportmidlet.
9: Bedst som historien skal til at slutte lykkeligt, dukker de onde op igen, men de får tæv.
10: Tak siger hovedpersonen, og fortæller dem at de altid kan komme på besøg, hvis de kommer forbi. SuperSilas og vennerne fortsætter med deres bustur.
Og så bliver jeg bedt om at fortælle én til.
Kalder min kæreste den slags mennesker, som er søde og rare og vigtige at kende, men som efterlader én drænet for energi, i flere dage efter man har mødt dem. Man kan ikke sætte fingeren på hvad der forårsager trætheden, og det er højst sandsynligt ikke deres skyld.
Mit eneste bud, er at man i deres selskab, prøver at være noget end end den man er (uden at vide det), og at det altså efterfølgende koster en masse underbevidst afkrypteringsarbejde der går ud på at finde ud af, hvorfor man overhovedet mødes med dem, den krampagtige umulighed af at afslå deres selskab (“Kan desværre ikke se dig mere fordi du er en energivampyr, du er en super person, men det koster mig altså for meget at se dig…” -> kan man jo ikke tillade sig at sige) og alle mulige andre overvejelser over hvem man egentlig er, at man synes deres selskab er nødvendigt trods alt.
Ved kun, at det ville øge min produktivitet med ca. 14% over hele linjen, hvis jeg kunne lære at undgå dem.