Daily Archives: 30/10/2005

Tre trin ned til nulpunktet

Min kæreste og jeg lejede tre DVD’er i lørdags:

  • Lilja 4-ever. Den mest brutale film jeg nogensinde har set. Der er intet håb i den. Overhovedet.
  • The Brown Bunny. Den mest kompromisløse film jeg har set. Den består af en voldsomt irriterende lidelsesfuld stemning, og uendelige køreture på de amerikanske highways. Der er intet mening at hente i den overhovedet.
  • Pusher II. Satte kronen på værket, ved at fortælle en lang og forfærdelig glidetur ned mod en bund man ikke havde fantasi til at forestille sig.

Jeg tror ikke jeg nogensinde kan se en hollywood film igen.

Weblogs er det nye medie

- ifølge TV-avisen 18:30 på Danmarks Radio (sendt i dag søndag den 30. Oktober 2005, linket holder i en uge). I indslaget – tilrettelagt af Birgitte Hanne Hougaard – medvirkede Torben Sangild og Lars Hvidberg.
Der var ikke meget kød på, og igen er der fokus på amatørerne og ordet ‘dagbog’. Jeg lyder som en plade med hak i, men det er altså distributionsmulighederne i formatet der er årsag til dets succes, og ikke at amatører pludselig kan skrive på nettet, dvs.: mulighederne for at linke, at arkiveret indhold forbliver tilgængeligt lang tid efter publicering, RSS, kommentarsystemet, Google-effekten og alt det der…
Et lille eksempel: vil man vide mere om journalisten bag indslaget via en søgemaskine, finder man kun Torbens post om det at blive interviewet. På internettet har han monopol på viden om hende og dialogen om indslagets kvalitet, fordi han har en weblog.

Eller? Der er et eller andet der skurrer i den sidste sætning.