Trænger man til en weekend væk fra storbyen, skal man tage til Hven, en lille ø ud for sydsveriges kyst. Øen ligger en 1 1/2 times sejltur fra Nyhavn (i København). Store dele af familien samledes der i weekenden og det var nærmest magisk. Der var blevet arrangeret overnatning på vandrehjem (=små hytter med havudsigt, spisesal, fælleskøkken osv.). Turen koster ingenting (200 stærke), overnatning næsten endnu mindre. Det er muligt at leje cykler til mennesker i alle størrelser. Der er brombærkrat og stier og blomster og mulighed for at købe gedeost (og Kalles Abba!).
Hvenboerne (-orgianerne?) prøver at gøre et stort nummer ud af det historiske link til Tycho Brahe, og det skal de jo have lov til.
Om aftenen sidder man og taler om kærlighedens vilkår i moderniteten, og kigger dovent på de flydende lysekroner der glider forbi derude på vandet, mens man halvvejs overvejer om man ikke burde finde hyre på en damper til Brasilien, og stikke til havs…