Min reaktionstid på beskrivelsen af den slags arrangementer er altid for langsom, men det korte af det jeg nåede, var inspirerende og foregik i en åben, nysgerrig & sympatisk atmosfære. Folk er generelt meget kloge, og det var en anelse nedtrykkende at de fleste havde gjort samme geniale tanker som jeg selv (det er jo vigtigt at være unik).

Hotte emner var RSS, Prevns samtaler, Tveskovs artikel, LifeSucks, selviscenesættelse, og åbenbart leverpostej.

Tanker jeg havde med til blogforum:

Jeg havde i sidste uge et møde med et bureau der har mange kunder som vi er interesserede i at samarbejde med (læs: sælge til), og overfor hvem mine kollegaer og jeg prøvede at overbevise om weblogkonceptets genialitet. Jeg forberedte ikke mødet specielt godt - tænkte at salgspitchen måtte ligge på rygmarven i kraft af erfaringerne med min egen blog og hæftet. Mødedeltagerne havde ikke rigtig hørt om formatet før. Der var meget hurtigt en masse (gode) dumme spørgsmål, og pludselig famlede jeg rundt i tekniske termer som permalinks, kommentarfunktioner og blogrolls, samtidig med at jeg prøvede at male en eller anden storslået humanistisk vision i deres hoveder. De første 30 minutter gik meget dårligt, men tilhørerne var åbne og nysgerrige, og det hele endte som det skulle. Det er vanvittigt svært at beskrive det spændende i en hjemmeside der viser sit indhold i omvendt kronologisk rækkefølge. Derfor et forsøg på at begynde helt forfra, på skrift.

Jeg vil nemlig prøve at bevise at weblogformatet er et overlegent kommunikationsværktøj - uanset hvor meget støj man kan synes den bliver brugt til at formidle - men vil først fortælle om hvad der ledte til den erkendelse.

Det begyndte, naturligvis, med min egen blog.

Bloggen præsenterede pludselig en mulighed for, på en nem måde, at holde styr på mit indre kaos, dvs. fragmenter, tanker og ideer der ikke umiddelbart havde med hinanden at gøre. De kunne nu samles, arkiveres, genfindes og ikke mindst, offentliggøres i en form der så forholdsvis godt ud (i forhold til tidligere forsøg kodet ud i tidskrævende og ubehjælpsom HTML). Alene det at der fandtes en offentliggørelse sted, gjorde at det der før bestod af næsten ulæselige skriblerier, nu blev skrevet ud i hele sætninger. Sæt nu nogen gik hen og læste det. Det gjorde der. Og folk kommenterede, kritiserede, og bidrog med frugtbare tilføjelser, kort sagt gjorde mig klogere på emner jeg selv havde taget op. Den oplevelse højnede niveauet i mine afsenderambitioner og gjorde at jeg tvang mig til at prøve at formulere det mindst ligeså godt eller måske endda bedre næste gang.

Nu skal det lige indskydes at jeg ikke synes om min egen weblog. At skrive til den er blevet en dum og ubrugelig vane (i 95% af tilfældene), og når jeg læser i arkiverne græmmes jeg, Skriften lever slet ikke op til f.eks. scripting.com, tveskov.com, kottke.org, & bound.dk, allesammen skribenter som jeg ønsker at jeg var (en hybrid af?).

Efter at have skrevet et par måneder for mig selv, trådte jeg altså pludselig ind i netværk. I det netværk blev der spredt viden i et forrygende tempo, der blev skrevet tekster som jeg ikke så i andre medier, og ikke mindst: den viden der cirkulerede rundt i netværket, havde håndtag på sig. De individuelle poster havde permanente, selvstændige adresser. Det man kalder permalinks. Viden - født som en afgrænset post - kunne pludselig blive rigtig nyttig, lang tid efter den blev publiceret. Fordi den kunne findes igen.

Til sammenligning har en artikel i f.eks. dagbladet Politiken kun to håndtag: papiret den er trykt på, og så en midlertidig plads i en database på deres hjemmeside. Papiret ender i containeren, og en midlertidig plads er i mine øjne, det samme som ingen plads. Det er uberegneligt hvornår viden bliver nyttig, og hvis den kun bindes til et midlertidigt nu, og i en ramme der vægter “aktualitet” som eneste nødvendige publikationskriterie, er det meget fattig viden.

Efterfølgende skete der det som mange af jer sikkert har oplevet. Bevidstheden om en lille, men dog relativ stabil læserskare. Google henvisninger. Det at kunne måle læseraktiviteten vha. statistikfunktioner. At lære nye mennesker at kende (i sig selv ret svært når man er familiemenneske i 30′erne), sådan i virkeligheden, altså drikke kaffe med dem, sådan overfor hinanden i virkeligheden, og komme på virkelige projekter, der har for øje at ændre ting i den virkelige virkelighed.

Og så endelig, det mirakuløse: at stå med et konkret problem, beskrive det på bloggen, og så få foræret løsningen af ens læsere. Det var en illumination første gang det skete, jeg havde fornemmelsen af pludselig at få stillet en masse hjerner til rådighed. Alt det takket være en dum weblog.

Nå. Væk fra de bløde værdier.

Vi lever i et samfund der udgøres af magtforhold. Meget af den magt der udøves, udøves vha. medierne. De etablerede medier er nemlig meget magtfulde i forhold til at forme vores opfattelse af virkeligheden, de distraherer os nogle gange med let underholdning, hvor de måske burde hjælpe os til at diskutere ting der gjorde dette samfund bedre. De kan sætte fuldstændigt kunstige dagsordener. De kan bygge karrierer, ødelægge karrierer, på fuldstændige arbitrære grundlag.

For os bloggere er det en positiv sandhed at mange journalister - der leverer indholdet til mainstream nyhedsmedierne - er dovne. Jeg er ret sikker på at det første en journalist gør, når han/hun skal researche en historie, er at fyre op under Google. Hvis journalisten finder en tekst der er afsendt i et distribuérbart format, hvis teksten har en adresse der kan bookmarkes, hvis tekstens metadata er i i orden, hvis teksten er nogenlunde godt skrevet, så er der ikke langt fra at denne tekst får en plads i journalistens hoved, og derfra er der endnu kortere til artiklen. Hvis vi forstørrer denne process HELT VILDT sker der det at et netværks dagsorden kan begynde at slå igennem i de etablerede medier. Vi så det med Trent Lott sagen, vi så det med Verisign, vi ser det med Bushbashing i USA, vi ser det i det små i DK med f.eks. beretninger om grådige webhoteller, sløsede hardwareproducenter og andre forbrugerrelaterede emner.

Et netværks dagsorden er ikke noget planlagt. Det er noget dybt kaotisk, det er en tilfældig kakafoni af stemmer. Men dette kaos af subjektive stemmer - hvis man ser det oppefra - afspejler ofte reelle menneskelige forhold og reelle bekymringer. Fordi de ikke er bundne af kommercielle krav om at fremstå som noget andet end de de er. Virkeligheden er også kaotisk og uigennemskuelig, og slet ikke så tendentiøs som journalister og fremtidsforskere ønsker at gøre den.

Weblogs gør sig godt i søgemaskiner, fordi de linker til hinanden, fordi de producerer meget indhold, fordi indholdet arkiveres, istedet for at blive slettet.

Hvis der pludselig, en dag, skulle ske en himmelråbende uretfærdighed, og 10′000 bloggere begyndte at skrive om det (og vel at mærke ville kunne finde ud af at skrive det på en måde så teksterne fik de optimale håndtag i søgemaskinerne) vil disse tekster begynde at sive over i de rigtige medier. Hvis en journalist f.eks. fyrer op under Google med søgeordene “Brian” og “Mikkelsen”, og ser at de 10 første sider består af links til tekster der beskriver ham som en politiker der har problemer med at formulere sig, så gør det det en smule sværere for journalisten at skrive at han er et visionært fyrtårn. Fordi journalisten gerne vil copy/paste, omformulere lidt, og så hjem til familien.

Og det er det jeg har beskæftiget mig meget med den seneste tid: at overbevise organisationer om at etablere store, dynamiske og gerne kaotiske netværk af stemmer (der dog har et interessefællesskab), og at overbevise dem om at internettet er en slagmark for dagsordensætteri, og at det med tiden ihvertfald går hen og bliver en vigtigere og vigtigere slagmark. Har i ikke lagt mærke til, efterhånden, hvor mange dækbilleder i TV-avisen indslag, der består af en kameratur henover en hjemmeside på en monitor?

I kampen om dagsordenen befinder vi os i en relativ konkurrencesituation. P.t. er de fleste hjemmesider statiske, og dermed relativt mere uinteressante end weblogs. Alene af den grund at netlæsere efterspørger opdateret, originalt indhold.

Selvom hjemmesiderne er drevet af et CMS hvor alle kan skrive indlæg (når de er blevet godkendt af webmasteren), har de slet ikke den energi som weblogs har, er slet ikke så motiverende at skrive i, som det at have sin egen unikke platform. Enhver censurerende instans hæmmer skrivelysten, og et interface der er fuldstændig blottet for personlighed er heller ikke motiverende at skrive til.

I denne relative konkurrencesituation kan det kun betale sig at starte en weblog.

[Et tankeeksperiment: hvad er rationen mellem antal hits på en gennemsnitlig BT-journalists webindsats og så Lifesucks' weblogs, forholdt til deres respektive udgifter ved overhovedet at distribuere informationen? Jeg har en teori om at Lifesucks vinder, og hvor sørgelig en kendsgerning det måtte være for nogen, så giver det modsat håb om at, hvis man pusher sin dagsorden i 1 time om en dagen på en weblog, står man bedre i en endelig cost-benefit analyse af eksponeringsværdien].

Den almindelige kritik af weblogs: at det er en stor gang rod, hvor der er langt mellem snapsene, hvor en masse amatører lirer banale detaljer om deres liv af.

Sagen er at der er snaps - eller måske mere præcist: der findes diamanter i lorten(e).

Man finde disse diamanter med en søgemaskine. Med Google kan man lave ekstremt fine søgninger, der er principielt ingen øvre grænse for hvor detaljeret man kan søge. Internetækvivalenten til god markedsføring, er ikke dyre modeller til at opsøge sin målgruppe med, men at gøre sit indhold søgbart for sin målgruppe.

Støder man på en klog weblogger, introduceres man også til hans/hendes netværk. Fordi webloggeren har en personlig platform, er det også ulig meget nemmere at afkode hans/hendes dagsorden. Et blik på blogrollen, og man ved hvad han/hun står for. Det er straks sværere i mainstreammedier, de har det med at pakke holdninger ind i “objektivitet”, man skal bruge en masse energi på at finde ud af om der rent faktisk er tale om propaganda, eller subtile retoriske manøvrer for at skubbe os i en bestemt retning.

Webloggeren’s netværk bliver til agenter der arbejder for én døgnet rundt. Når de finder diamanter får man det at vide (rss+bloglines), og det er enormt nemt at videredistribuere dem.

Iøvrigt: hvor meget af en avis eller en tv-flade består af godbidder? Hvor meget spild er der (især hvis man medregner produktions- og marketingsudgifter)? Hvis man finder godbidderne, hvor lang en levetid har de?

Der er meget spild, og det er enormt svært at gemme på godbidderne, endsige at sende dem videre.

Sagen er at weblogs er ekstremt effektive informationsværktøjer. Permalinks, arkivering, søgbarhed, kommentarfunktioner, blogrolls, datomærker, RSS og trackbacks er allesammen informationsoptimerende redskaber. Redskaber der er udviklet til at servicere læseren bedst muligt.

Skal man være skeptisk, betyder fremkomsten af weblogs, at det er muligt at publicere i et meget højere tempo. Det kan få mange til at synes at man bør skrive hurtigere og oftere. Det medfører måske en overproduktion af ligegyldige tekster, og rundt omkring bliver der måske brugt for meget unødig energi på at tilfredsstille en imaginær, altid sulten læserskare, altsammen resulterende i “støj”.

For det andet er det ikke slet ikke så demokratisk renset for teknik, som man går rundt og tror (altså at alle, uanset teknisk kompetence, er ligestillede i forhold til det at blive læst). Jo, man kan godt begynde at blogge på en gratis blog-service, hurtigt få opmærksomhed, og blive en autoritær stemme der lyttes til, men meget hurtigt går der tekniske udfordringer i det. Det nødvendiggør hårdt arbejde for at holde bloggen på ret kurs. Hvis man bliver populær begynder man nok at ønske sig en stabil server, det kan tage oceaner af tid at udvikle en grafisk brugerflade som stemmer overens med indholdet, det er altid muligt at udvide webloggen med mere intelligent funktionalitet, der opstår jævnligt opdateringer til det software man bruger, som man så skal finde ud af at installere osv, osv.

M.a.o.: det er et medie der er underlagt en meget kompleks teknik, og at ville mestre den, overgår langt besværet ved at sætte sig ned og skrive en kronik til politiken.

Omvendt: Blogosfæren fungerer som et rent meritokrati, dvs. den gode stemme belønnes. Det er ikke muligt at købe sig til massesucces. Der skal simpelthen være et rigtigt menneske bagved, der investerer tid i at formulere ægte tanker.

Hvis man accepterer at dynamiske hjemmesider er et vigtigt kriterie for netlæsere, vil det at have en weblog gå hen og blive en standard. Det er efter min mening et sundt træk: des mere folk kommunikerer, jo bedre. Hvis en bad guy føler han bliver nød til at køre en weblog for at trække læsere, er der ulig meget større chance for at han kommer til at afsløre sig.

Det er nemt at lyve i et brand, men næsten umuligt på en weblog.

Links:

Om at lave penge - Dalager
Diktat fra neden - flix.dk
Blogdogme - Emme
Personligt/privat - Bound