På Oona’s - over et glas Hoegaarden Grand Cru - forsøgte jeg at overbevise AVN om at begynde en weblog.

P.S. Til jer der engang imellem kommenterer hvad der postes her på webmercial: kan i ikke underskrive med forskellige pseudonymer hver gang, og måske endda oprette falske e-mail adresser og websites til pseudonymerne ? Det ville give mig den illusion at flere mennesker læste hvad jeg skrev, og gøre mig ret glad. Jeg betaler gerne for serveromkostningerne.

På det her tidspunkt, for ca. 15 år siden, flyttede jeg til Danmark. Jeg dumpede 1g i Schweitz, havde udsigt til 4 år til på en møgskole, var utilpas ved stort set alting, og tænkte at løsningen ville være at flytte til DK. Der blev holdt en afslutningsfest for vores klasse hjemme hos Catherine Vouga, og jeg skulle sige farvel til klassekammerater igennem 4 år. Hendes forældre boede i et stort hus, vi hørte Dire Straits, sad omkring et bål i en have der var på størrelse med en frugtplantage. Fransklæreren, Jean - Francois Truant, charmede Anne-Laure og Melanie virtuost og selvsikkert. Jeg hadede ham, fordi jeg var forelsket i dem begge. Jeg var for usikker til at gøre noget ved det.

Aftenen endte med at min bedste ven Dimitri Jaworski gennemgik en besynderlig personlighedsændring. Han troede han var djævlen, på en eller anden syg måde lod han som om han var blevet besat, han growlede og udspyede latinske sætninger, med fråde om munden.

Først prøvede Melanie og Anne-Laure at tale ham til ro - han slog ud efter dem (han var også forelsket i dem!) - og det endte med at vi sad fire folk ovenpå ham.

Så kom ambulancen og hentede ham.

Dagen efter kørte min mor og jeg til Danmark. Jeg husker varme tyske motorveje, skilte med Basel, Frankfurt, Hamborg og “Brothers in Arms” der kørte på repeat. På en rasteplads ringede jeg til Christian Favre for at spørge til hvordan det gik med Dimitri. Han havde det fint, kunne ikke huske noget fra aftenen før og Christian og jeg blev enige om at det hele var et desperat stunt for at tiltrække opmærksomhed.

Senere kom resten af familien til DK for at holde deres sommerferie, og i August begyndte jeg på kostskole.

Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig er kommet i tanke om alt det.

Måske er det varmen.

Jeg er begyndt at få alvorlig fnidder af de der quickpoll ting.

Hvad skal min kat hedde ?
Bliver det regnvejr imorgen ?
Synes du gul er en pæn farve ?

Jeg ved godt at internettet - som medie - henter sin styrke i det interaktive, i det at inddrage og engagere sin brugere. Internettet er på mange måder et folkeligt og demokratisk medie, og succeskriteriet for velbesøgte sites er bl.a. hvor meget to-vejs kommunikation sitet kan skabe, men nu må folk sgu’ snart styre sig !

Jeg synes det fornærmer min - og helt sikkert en masse andres - intelligens. Hvad kan vi bruge resultatet til ? Hvordan kan det være interessant at x procent mener at DK vinder.

Hvilket får mig til at tænke på:

Jean Baudrillard - som er et syrehoved i mange sammenhænge, men ikke lige denne - har fat i en meget væsentlig sandhed omkring meningsmålinger, især de politiske af slagsen. De foregøgler demokratisk debat, men har faktisk modsatte virkning. De tager nemlig brodden ud af enhver samfundskritik. Skåret lidt ud i pap: du er utilfreds med vor statsminister. Du har lyst til at gribe til handling, arrangere en demonstration, gå ind i politik måske. Med din aftenkaffe foran tv-avisen sidder du og skummer af raseri og gør dig disse tanker. Så ringer Sonar og spørger om din holdning til statsministeren. Du giver ham bundkarakter. Du får afløb for dine frustrationer. Dagen efter i avisen står der at hans popularitet er i bund. Han udtaler sig at han vil hanke op m.m. Du fryder dig - dér kan han bare se !

Men hvad er der sket rent politisk ? Intet.

Baudrillards pointe er at magteliten kun er interesseret i at flytte debatten over i dette simulakrum - et sted hvor der foregøgles politisk debat - men hvor alt bare imploderer.

Den politiske frustration skal væk fra gaderne og ind i tabellerne.
——
Udover det tror jeg Danmark vinder 3-0.