Webmercial

- på institut for litteraturvidenskab gik godt. Synes jeg. Før jeg gik på, talte Camilla Kjærsgaard, pressekoordinator. Det eneste jeg nåede at høre var at hun mente det var meget vigtigt “at man – under sit studie – tilegnede sig andre færdigheder end de rent litteraturvidenskabelige.”

Da jeg gik på, kørte jeg delvist på en energi bestående af dybtfølt indignation

- over KUA’s manglende evne til at give humanister i det mindste en fornemmelse af at de kan noget andre steder end på universitet.
- over at ITdelen af litt.vid. består af et lille rum med 2 macintosher med word 5.0 tilsluttet en printer. Litt.vid’ere er de fødte indholdsleverandørere til nettet og alle andre medier iøvrigt    . Og det har ret beset intet med IT som sådan at gøre, det har med udgivelse, formidling, sortering, distribution, analyse af tanker at gøre.
- over at man, når man bliver færdig på KUA, forlader stedet i tvivl og usikker på hvad det egentlig er man kan, hvor man istedet burde være spændt op som en bue, klar til at angribe verden, sulten efter arbejde, parat som en sprinter i startblokken. De fleste humanister går arbejdsløse og forvildet rundt et års tid, før de finder beskæftigelse.
- over i det hele taget et være tilbage i den kolde, deprimerende og livsfjendske arktitektur som KUA er.

dels på en energi bestående af

- en glæde ved at jeg valgte litt.vid i sin tid, det har opdyrket kompetencer i mig jeg lovpriser [og savner mere af hos kollegaer] dagligt: at kunne skrive hurtigt, at elske at sætte sig ind i ukendt stof, at anse alle former for viden som værende principielt tilgængelige, at være spækket med viden om menneskelige erfaringer igennem at have læst 8000 romaner & digte, at have en eller anden form for æstetisk sans efter at have set på 3124 malerier, læst om Bauhaus og hørt om de russiske konstruktivister, o.s.v.

Det er min klare overbevisning at humanister er nogle af dem der er stærkest rustet til det her samfund [sagde jeg], humanister er nysgerrige, belæste, visionære, har en naturlig læse- og skriveglæde, og elsker at få åbnet døre i deres hoveder. Som selvstændig ved jeg at det er de eneste kompetencer man behøver for at klare sig. Fra en erhvervsvinkel er det ekstremt nyttigt i produktificering/branding (af hvilket som helst organisation, fra valby bibliotek til MacMac Burgers incorporated). Verdens bedste produkt er værdiløst, hvis ikke det pakkes ind i de rigtige farver, hvis ikke det forsynes med argumenter i hoved og røv (i form af tekst som oftest), hvis ikke det skrives ind i en forretningsplan, hvis ikke det tænkes holistisk, hvis ikke e-mailen der informerer om produktet matcher værdierne der udstråler af visitkortet, hvis ikke man kan tale vidt og bredt om det i timevis, hvis ikke det emmer af ånd, hvis ikke at der en tiltalende, storslået og sammenhængende idé ved det. Min egen pointe er at vi stiftede visITfilm på en idé, uden penge, uden kompetencer, uden software, uden hardware, uden erfaringer i hvordan man køber og sælger – og det kører trods alt ! Og det skyldes til dels at vi er åbne for vilde idéer, virkeligheden betyder ikke så meget, bare visionen bliver til noget, så skal det nok glide i olie altsammen. Det praktiske skal underordne sig idéen. Det er de færreste der bliver uddannet til at besidde – og tro på – lige netop den holdning.

Nu lyder jeg nok lidt manisk og sådan lidt for ivrig – og sandheden er da også at alle de gange hvor det er gået galt – for firmaet eller i mit arbejdsliv – er det skyldtes manglende evne til studehandlerfornuft, at åbne så mange døre at man ikke aner hvor man skal gå hen, at jeg kan bruge 100 år på at tænke muligheder – istedet for at handle. Det sidste år på KUA var et af de sværeste i mit liv. Det gryede for mig at der ventede en svær virkelighed derude, fortrød ligepludselig studiet, studielånet og blev stupidt og forræderisk misundelig på tandlæger, advokater og politimænd. Hvorfor blev jeg ikke fortalt at jeg skulle lide konsekvenserne af mit valg, hvorfor fik jeg ikke at vide at det var et meget, meget klogt valg. Hvorfor skulle jeg gå rundt i så lang tid, med følelsen at jeg ikke havde lært NOGETSOMHELST ?!?

Hvis jeg var uddannelsesminister ville jeg stille dette ene krav til KUA : Når en studerende skriver speciale skal vedkommende tilbydes et valg om at rodfæste det i et eller andet derude. Ligemeget hvem og hvad det er. Når man skriver speciale skal man tilbydes at kunne skrive det til nogen rigtige mennesker der venter spændt på at læse det, som håber det kan gavne deres gesjæft, og som fortæller én at det er noget lort hvis det er noget lort. Det er er arbejde studiet skal gøre for én – at finde en modtager til ens speciale.

Endelig burde det være et krav til alle KUA studerende at de havde en weblog.

Jeg håber det gav bare lidt mening det jeg sagde – at de blev en anelse inspireret. Men de klappede, der var spørgsmål, måtte jeg citeres i “Humanist” for det jeg havde sagt ? – og jeg forlod stedet med en god følelse i kroppen. Desværre havde jeg ikke tid til at blive og høre på Lyngsø & Tøjner.