Der er kun 117 ting at gøre i en situation som denne: At gå i panik eller være ligeglad. Der er absolut intet der virker for tiden. Har købt Radio Userland, fordi jeg vil arbejde med XML-RPC feeds. Der var hele tre døde links i radio userland universet. Linket til der hvor jeg skulle indtaste mit serienummer, linket til deres on-line hjælp sektion og så endelig linket til min “hjemmeside”.
?!?!?!
Vælger at tro på at det er en midlertidig serverfejl, og bruger istedet tiden på at få redelegeret tomhed.dk [iøvrigt: Vil også gerne snart have gang i Afslag.dk & Kaerestesorg.dk - er der nogen ressourcer derude?]. Men af “sikkerhedshensyn” har speednames lukket min konto.
?!?!?!

Vælger dernæst at tjekke flash MX ud, og bliver en anelse perpleks over at det som vi har levet af, er blevet så nemt at gøre, samtidig med min hjerne er ved at eksplodere over alle de nye muligheder. På en måde gør det ikke noget, vi er rykket langt videre end lige hvad Flash MX kan, men forfalder alligevel til teknologipessimistiske tanker: nogle gange er det hele en indholdsløs jagt på bare “at kunne mere”. Punktum.
Det gælder om at bevare roen, og fokusere på udtrykket. På konceptet. På udførslen. På indholdet. Det var det mr. Internet mente med at de økonomisk bæredygtige idéer begyndet i udtrykket. I designet, m.a.o.

Alt det summer i hovedet på mig, mens jeg forbereder mig på et foredrag jeg er blevet inviteret til at holde på mit gamle studie - institut for litteraturvidenskab. Jeg skal tale før Niels Lyngsø & Poul-Erik Tøjner. Det fylder mig med (ære)frygt. Endnu mere angtsfremkaldende er det fordi jeg ved hvor skeptisk man er på det studie, hvor let det er at blive karakteriseret som to-dimensionel & overfladisk, hvor toptunede de er rent kritisk. Indtil jeg afleverede mit speciale, nærede jeg selv en principiel foragt for arbejde, småborgerlighed, familie, og syntes især at reklame- og ITbranchen var dette samfunds værste repræsentanter for forløjetheden, materialismen, den evigt maniske & teknologifikserede besættelse som vi alle var slaver af. Jeg ved endnu ikke hvordan jeg skal forholde mig til det, skulle temaet dukke op.

Har f.eks. næsten simultant læst No Logo og måske fået muligheden for at lave noget for Nestlé. Hvordan forholder man sig som kritisk intellektuel til det ?
(Forsvaret for det sidste begrænser sig p.t. til temmelig banale argumenter som studiegæld, institutionsplads, men også mere overordnet: vil for alt i verden undgå igen at sidde fast i filosofisk-neurotisk handlingslammelse - som KUA i den grad har nedsvælget generationer i).
Min personlige brobygning mellem de to verdener er: Blogger. At skrive, læse, og være vidne til en ny form for litteratur, en revolutionerende kommunikationsform der er opstået for øjnene af os, og det takket være processorer, html, java, xml, m.m. og teknofile mennesker med indsigt, intelligens og integritet. Hmmmmm. Store ord. Men weblogs er første gang højtekologien tjener den menneskelige ånd for alvor.

Skulle de få lyst til at lynche mig kan jeg altid sige at jeg er ved at skrive en roman.